Lea anvender flere teknikker i fremstillingen af hendes kunstmalerier og tegninger. Læs her om hvilke metoder hun bruger til at fremskabe de finurlige og eventyrlige lag i hendes værker.

BLYANT

“Portræt af Emily” Blyant på papir.

Det hele startede med blyantstegninger i alle afskygninger og skraveringsmetoder da Lea var ganske ung. Som 12 årig fandt hun ud af at det at tegne kunne bringe hende hen til dybe, stille steder hvor hendes tanker kunne finde deres rette plads. Blyanten med alle dens nuancer fra helt hvid til kulsort, gav en dybde til tegningen, og dét fascinerede hende, at så simpelt et værktøj kunne bruges på så utallige måder. Skyggeeffekterne blev stille og roligt mere og mere intense og livagtige i hendes tegninger.

For at skabe den ultimative skygge i hendes tegninger idag, ynder hun at anvende Neroblyanter fra CRETACOLOR, som giver en meget dyb, sort streg. Dertil kommer et andet meget vigtigt redskab, nemlig en papirstub. Den er god til at blende med direkte på tegningen, så hun derved kan skabe skygger der glider ind over emnet, på en naturlig måde. Knetgummi, en slags viskelæder, er også et must når der arbejdes på en tegning. Når Lea dupper sin tegning med knetgummi, kan hun ligeså forsigtigt udviske et område af tegningen, hvor hun synes der er for mørkt. Det er en modsætning til et almindeligt viskelæder som jo er meget kraftigere i sin udvisken. Men også almindelige viskelædere er et krav når hun tegner. Her bruger hun en viskelæderblyant fra mærket TOMBOW, som fungerer som en almindelig stiftblyant, blot med en stift af viskelæder. Det gør det muligt for hende at lave små præcise udviskninger f.eks. i det område af tegningen hvor lyset skal falde.

 

OLIE

Udsnit af “Ancient Guardians” 120 x300 cm. Olie på lærred

De første malerier af Leas hånd er malet med oliemaling på opspændt lærred. Motiverne var hovedsageligt blomster og kvinder og udtrykket var naturalistisk og til det var olien fremragende.  Idag bruger hun også oliemaling når hun f.eks maler blomstermotiver. De våde lag gør at bearbejdningstiden er længere og tørretiden væsentlig længere når der arbejdes med oliemaling. Til at få den mest optimale blending af farverne eller skyggerne, bruger hun fingrespidserne. Den lange tørretid gør at hun kan blande farverne direkte på lærredet uden at være nervøs for at motivet “sætter sig” før hun er tilfreds. Til oliemalerier anvender hun oftest skrå-pensler. Dels fordi selve penselhårene kan bruges direkte som aftryk på maleriet og derved skabe et blomsterblad, men også små detaljer og tynde streger er nemmere at lave med en skrå pensel.

 

AKRYL

“RINCON no. 1” 100 x 100 cm . Akryl på lærred.

2017 blev året hvor Lea prøvede nye udfordringer i form af mere abstrakte motiver, men stadig med udgangspunkt i noget figurativt. Med akrylmaling som er vandbaseret, er tørretiden langt hurtigere end oliemaling, hvilket medfører minimal ventetid imellem de forskellige lag på hendes lærred. Hvert lag kan overmales forholdsvis hurtigt uden at farverne blandes. Lea arbejder i tynde lag, hvor der bruges fingre til at blende farverne. Malingen bliver til tider fortyndet yderligere med vand og sprøjtet på lærredet. derefter bruges en varmeblæser som korrigerer “vandet” rundt på lærredet. Det giver en flydende næsten marmor-effekt. denne process tager ofte mange timer, da maleriet skal tørre helt op imellem hvert lag. På akrylmalerierne bruger Lea flade syntetiske pensler i forskellige bredder da de har en god evne til at absorbere maling og fordele den effektivt på lærredet.

 

TUSCH

Hun tilføjer gerne tuschstreger og mønstre på sine akrylmalerier.  Tuscherne er af mærket POSCA, der er en vandbaseret og lysægte pigmentblæk med en rigtig god dækkeevne. De giver sjove og finurlige detaljer til værket.